Vandet kommer alle steder fra: oppefra, nedefra, udefra og indefra. Det udgør langt den mest presserende udfordring for Fingerplanen.

Og vi ved dels, at stormfloderne bliver hyppigere og voldsommere i fremtiden, og dels at havspejlet kommer til at stige med uvis hastighed.

Vi ved også, at hvis vi vil beskytte Fingerplanen, så er det planlagte dige omkring København ikke nok. Hvis ikke vi skal kappe tommelfingeren - som er der, hvor truslen for stormflod er størst - så der er brug for en solidarisk, tværkommunal indsats.

Og hvis vi fortsætter med traditionelle løsninger som diger og højvandsmure, mister vi muligheden for at skabe levende økosystemer, genskabe strandenge og etablere smukke, rekreative kystparker, der samtidig beskytter os.

Så lad os i stedet anvende naturens principper og styre vandets veje, hvis vi skal skabe et mere modstandsdygtigt hovedstadsområde.

Lad os give vandet plads

Lad os gradvist oversvømme eksisterende lavbundsjorder for at give fjorden mere plads, omlægge områder med højt grundvand til vådområder og genslynge vandløb, så de kan optage mere vand.

Lad os trække os tilbage

Lad os acceptere, at ikke al bebyggelse kan beskyttes og planlægge en langsigtet skridtvis tilbagetrækning i de mest udsatte områder med stort fokus på borgerinddragelse og på at genbruge de frigjorte ressourcer andre steder.

Vi har gjort det før

Naturgenopretning og kystbeskyttelse kan godt gå hånd i hånd. I 1980 blev Strandparken ved Køge Bugt indviet – et syv kilometer langt, kunstigt anlagt kystlandskab, der både fungerer som friluftsområde og beskytter de lavtliggende kystnære byområder mod stormflod.