Skip to main content

Fingerplanens største akilleshæl har altid været infrastrukturen. Planens bærende princip var de kollektive trafikforbindelser ud langs fingrene, men forbindelserne på tværs har alle dage manglet.

Resultatet er, at et stigende antal vælger bilen, når de skal til og fra arbejde. Ikke overraskende er store dele af hovedstadsområdet ved at drukne i biler - både inde i byerne og på motorvejene.

Men i København er udviklingen de seneste år faktisk gået den modsatte vej. Trods den generelle stigning i antallet af biler, så er kommunen lykkedes med at nedbringe trængslen gennem en målrettet indsats, der har gjort bilkørsel dyrere og mindre attraktivt end cykling og offentlig transport.

Så lad os fortsætte med at opgradere den kollektive transport og omforme vores vejrum i hele hovedstadsområdet!

Lad os styrke den kollektive transport

Lad os prioritere en opgradering af S-togsnettet, indføre højklassede offentlige transportforbindelser mellem fingrene med mobilitetscentre i knudepunkterne og supplere flextrafikken i de ydre kiler.

Lad os skabe et vejrum i bedre balance

Lad os tilpasse byens infrastruktur, så den svarer til byens nye grænser, og neddrosle trafikken på indfaldsvejene ind mod byen, afskærmer ringvejene rundt om byen og omdanne befæstede arealer til natur og ophold inde i byen.

Lad os strikke et fintmasket net af cykelstier

Lad os ændre kriterierne for den regionale trafikplanlægning, så cyklister får højere prioritet. Et sammenhængende net af fritidsruter og supercykelstier skal gøre det nemt og attraktivt at vælge cyklen – og styrke cykelkulturen i hele regionen.

Vi har gjort det før

Det er ikke en naturlov, at bilen skal have plads i byen. Israels Plads i 1960’erne var fuld af biler. I dag er de væk, og det er et af byens mest inviterende byrum.

Hvad nu hvis vi kunne skabe nye attraktive bykvarterer i de områder omkring motorvejsramperne, der i dag kun er til overs?

Byen ved sammenfletningen

Hvad nu hvis vi omdannede indfaldsvejene til bygader og dermed fik reduceret belastningen fra både støj og forurening og samtidig kunne få flere til at vælge de opgraderede offentlige transport- og cykelforbindelser frem for bilen?