Den sociale ulighed i Fingerplanen er stor. Faktisk er den i dag næsten fire gange større mod nord end mod syd og vest. Samtidig tyder dalende fødselstal og et stigende antal ældre på, at det er tid til at genoverveje spillereglerne på hovedstadens boligmarked.

Den sociale ubalance er ikke helt tilfældig. For ligesom i dag var der i efterkrigstiden brug for billige boliger i hovedstadsområdet, og man valgte at bygge langt størstedelen vest for København, hvor der var plads til at byudvikle. En beslutning man nok, med den viden vi har om fordelene ved blandede byer, ikke ville gentage i dag.

Samtidig er beboersammensætningen i hovedstadsområdet ved at ændre sig markant. I 2050 anslås omkring to tredjedele af Københavns tilvækst at være enlige, mange over 65.

Der vil derfor i stigende grad være efterspørgsel efter boliger på det fjerde trin i den typiske boligkarriere – små, fleksible boliger, som i dag kun i begrænset omfang bygges i dag.

Hvad nu hvis vi justerede vores beregningsmodeller af klimaaftrykket for forskellige typer af byudvikling, så de også inkluderede anlæg af ny vej, parkering, teknik, kloakering osv.? Dernæst kunne vi gennem afgifter og incitamenter gøre det mere attraktivt at bygge mindre, fleksible boliger i, ovenpå og i mellem eksisterende bygninger?

Hvad nu hvis vi byggede de typer af boliger, vi kan se, der vil blive brug for, de steder, hvor der er plads? Hvad nu hvis vi ændrede rammevilkårene, så en meget større del af den eksisterende bygningsmasse rundt om i Fingerplanen, kunne udnyttes langt bedre end i dag?

Lad os korrigere boligmarkedet

Lad os introducere en ny boliglov, der har til formål at stimulere en mere decentral byudvikling, så investeringerne vil kunne bidrage med størst effekt for flest og derved medvirke til at skabe en Hovedstadsregion i bedre social balance.

Lad os indføre en moderniseret statslånsordning

Lad os gøre staten i stand til at sikre mange flere billige, fleksible, fællesskabsorienterede boliger, med et væsentligt reduceret klimaaftryk, inspireret af statslånsordningen, som i sin tid lærte danskerne, at man sagtens kan bo godt på mindre plads.

Vi har gjort det før

Byens grænser har altid været til forhandling. Fra 1850 til 1900 firedoblede København sin størrelse, da volde og byporte forsvandt, og forstæder som Vesterbro voksede og blev til tætbeboede bykvarterer.